FREDERIKKE ANTONIE SCHMIDT HAR I FLERE ÅR ARBEJDET MED SKODESIGN I ITALIEN. DA HUN VENDTE TILBAGE TIL DANMARK, STARTEDE HUN SKOMÆRKET ROCCAMORE. NU ER VIRKSOMHEDEN GAZELLEVINDER I HOVEDSTADEN.
Frederikke Antonie Schmidt spotter en fremmed kvinde i et par højhælede sko på en racercykel på Dronning Louises Bro i København. Selvom hun skal i en helt anden retning, drejer hun straks samme vej som kvinden og tramper hårdt i pedalerne for at indhente racercyklen foran sig.
Det er ikke et hvilket som helst par sko, den ukendte kvinde cyklede rundt med i København. De er fra virksomheden Roccamore som Frederikke Antonie Schmidt stiftede i 2015.
Selvom det er flere år siden, går ræset på cykelstien nok aldrig i glemmebogen. Det var nemlig den allerførste gang, at den nu 38-årige iværksætter så et af sine design på gaden, og målet med spurten var at få et billede af den fremmede kvinde i de høje sko.
“Hun må have troet, at jeg var en fuldstændig sindssyg stalkertype,” griner Frederikke Antoine Schmidt, når hun fortæller om en af de episoder, der bekræftede hende i, at hun havde fat i noget med sin dengang nystartede virksomhed.
Siden er mange sko fløjet over disken eller sendt med posten fra Roccamore, der har specialiseret sig i at lave højhælede sko og støvler med ergonomiske såler, som gør de høje sko mere behagelige at gå i.
Sidste år solgte virksomheden omkring 18.000 par sko og omsatte for 32 mio. kr. Samtidig steg bruttofortjenesten med 188 pct. til 9,8 mio. kr., og overskuddet før skat voksede med 370 pct. til 3,8 mio. kr.